DER ER BRUG FOR AT FREDSELSKENDE MENNESKER BLANDER SIG

4maj_2015

Tale af Carsten Andersen til 4. maj arrangement i Aarhus 2015

Kære tilhørere

Jeg er glad for muligheden for på vegne af fredsbevægelsen at tale her i dag.

Det er vigtigt, også for at vi kan forholde os til nutidens og fremtidens krige, at vi husker på og lærer af erfaringerne fra 2. verdenskrig.

En af de vigtige danske erfaringer fra 2. verdenskrig er, at spørgsmålet om Danmarks sikkerhed og om krig og fred er for vigtigt til, at vi bare kan overlade det til politikerne og det store erhvervsliv.

Hvis politikerne får lov at bestemme uforstyrret, kan de være meget følgagtige over for tidens stærkeste magter.

Hvis det store erhvervsliv får lov at bestemme, bliver politikken lagt efter at få del i råstoffer og markeder i de erobrede områder, og efter at få del i de store investeringer i krig og oprustning.

Sådan var det under 2. verdenskrig, og sådan er det i dag.

Nu som dengang er der brug for, at almindelige fredselskende mennesker blander sig.

Jeg kan godt forstå, at samarbejdspolitikerne under krigen tænkte, det var bedst og sikrest for Danmark at være allieret med Tyskland, som var kontinentets stærkeste militærmagt, og som tilsyneladende kunne besejre alle modstandere, erobre lande og vælte regeringer og slå hårdt ned på modstandere, uden at nogen kunne stoppe dem.

Jeg kan forstå dem, men jeg er ikke enig i deres politik, og det var godt, at modstandsbevægelsen og store dele af befolkningen ville det anderledes.

Jeg kan også forstå det, når danske politikere i dag mener, Danmarks sikkerhed ligger i at være tættest muligt allieret med vore dages stærkeste militær magt, USA. Dette simple argument, at det er sikrest at holde med den stærkeste, er rationalet bag den aktivistiske udenrigspolitik og dansk krigsdeltagelse.

Jeg kan forstå, at politikerne tænker sådan, men jeg er ikke enig i politikken.

Med krigspolitikken støtter Danmark krige og undertrykkelse, der skaber udbredt nød og elendighed og som sender millioner af mennesker på flugt.

Dertil kommer, at krigspolitikken skader Danmarks sikkerhed.

Danmark gør sig med sin krigsivrighed til bannerfører for det, der i de angrebne lande bliver opfattet som vestlig aggression, undertrykkelse, racisme, religionskrig og udplyndring.

Derfor får Danmark sin store del af skylden for den nød og elendighed som krigene skaber.

Fordi vi er blevet et aggressivt krigsførende land, er Danmark blevet et oplagt terrormål.

I de lande vi har angrebet, har vi smadret administration og magtapparat, og derefter har rabiate kræfter taget over.

Vi har ikke skabt fred og demokrati, men grobund og rekrutteringsmuligheder for fundamentalister og terrororganisationer.

Krig og bomber skaber, som alle ved, død og ødelæggelse. I kølvandet følger nød, elendighed, håbløshed og had. Det er netop de faktorer, der skal til for at hverve nye selvmordsbombere og terrorister.

Krigspolitikken skaber flere selvmordsbombere og terrorister.

Det er det, vi kan lære af krigene i Afghanistan, i Irak, i Libyen og nu i Syrien.

I samtlige lande, vi har angrebet, er der langt flere terrorister i dag, end før vi blandede os i deres forhold. Fundamentalistiske militser har fået langt større styrke og indflydelse, og vi har aktivt hjulpet dem til magten.

Når nu vi hver gang opnår det modsatte af det ønskede, når nu politikken ikke virker, så skift dog kurs! Gør noget andet!

Men nej, politikerne vil fortsætte krigspolitikken og vil derfor købe bombefly for over 30 milliarder.

Det er en kæmpe investering som vil præge dansk sikkerhedspolitik i mange år fremover.

Købet vil ligge som en tung dødvægt i fremtidens forsvarsforlig og binde politikerne til at fortsætte med den aktive krigspolitik. Hvad skal man ellers gøre, hvis man har købt for over 30. mia. kr. kampfly, der ikke kan bruges til andet end at kaste bomber i fjerne lande.

Beslutningen skal træffes i sommer.

Det er nu, vi skal stoppe flykøbet, hvis vi vil have mulighed for en anden politik.

Det gælder ikke kun i forhold til forsvars- og sikkerhedspolitik.

Køb af kampfly påvirker alle politikområder. Det vedrører os alle og har betydning for vores hverdag. Ved at bruge de mange penge på velfærd i stedet for på nye kampfly, kan der blive råd til de goder, vi har så hårdt brug for.

Der kan rettes op på forringelserne i dagpengesystemet.

Der kan sikres bedre sygehuse eller bedre hjemmepleje.

Hvis vi kan stoppe købet af kampfly, giver det et langt bedre udgangspunkt for diskussionen om, hvor meget velfærd samfundet har råd til.

Tænk lige over, hvad du kunne ønske, pengene blev brugt til?

Det er ikke en ekstrem eller farlig tanke.

Helle Thorning sagde på Socialdemokraternes kongres i 2007, at besparelser på kampflyplanerne kunne, jeg citerer: ”frigøre et tocifret milliardbeløb til anlægsinvesteringer i sygehuse, skoler, daginstitutioner, ældreboliger, vedvarende energi og kollektiv trafik”.

Morten Bødskov fulgte op. ”De penge vil kunne bruges til velfærd”, sagde han.

Og de havde ret, Helle Thorning og Morten Bødskov.

Men politikerne gør det ikke selv. Hvis vi vil stoppe flykøbet, hvis vi vil have fredelig konfliktløsning i stedet for krig, hvis vi vil have velfærd i stedet for våben, så skal vi blande os.

Spørgsmålet om Danmarks sikkerhed og om krig og fred og om vores velfærd er stadig for vigtigt til, at vi bare kan overlade det til politikerne og det store erhvervsliv.

Vi må gøre noget.

Skriv under på kravet!

Tag det op i din fagforening og andre interesseorganisationer!

Skriv til din politiker!

Få din organisation til at lægge pres på politikerne!

Vi kan hver især gøre noget. Gå hjem og gør det!

Og til organisationerne, der er med her i dag.

Fredsbevægelsen, fagforeningerne og lokale partiforeninger har vist, vi kan samarbejde. Vi er enige om parolerne.

Nu er der brug for at vi gør en aktiv indsats for fred og velfærd.

Tag spørgsmålet om flykøbet op nu og i den kommende valgkamp.

Læg pres på landspolitikerne.

Et folkeligt pres kan – nu som dengang – ændre dansk politik.

Lad os vise dem vi kan!

Stop flykøbet – for fred og velfærd!

Glædelig 4. maj

Se også videoen

Århus 4. maj 2015 70-året for Danmarks befrielse
KPnetTV 5. maj 2015

Læs om arrangementet her

70året for Danmarks befrielse

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s