FLEMMING JENSENS TALE ved Irak Demonstration 8. august

flemming jensen

OBS: Se også video fra demonstrationen med bl.a. Flemming Jensens tale hos Tid til Fred og lydoptagelse af talen hos Oktober Radio her

D. 8. august blev der afholdt demonstration mod nedlæggelsen af Irak-Afghanistan kommissionen. Skuespiller Flemming Jensen var en af talerne. Talen er klippet fra  TID TIL FRED – aktiv mod krigs facebookside, hvor Flemming Jensen skriver:

LET TØVENDE …. midt i min selvvalgte FB-pause …. efterkommer jeg opfordringer fra venlige mennesker og lægger min tale fra IRAK DEMONSTRATIONEN ud (Den er altså lang….!)
Jeg er jo nået op i en alder, hvor det er svært at få folk til at tro på, at man siger noget fornuftigt – så jeg har satset på at sige noget rigtigt.

TALE ved IRAK DEMONSTRATION

Da Danmark tilbage i 2003 besluttede at gå i krig, var det ansvarsløst – når man nu i 2015 nægter at undersøge ansvarsløsheden, er det igen ansvarsløst.
Når Irak-kommissionen nu er nedlagt, er det rimeligt at spørge: Hvad er vi gået glip af?
De eneste, der ved det med sikkerhed, er kommissionens medlemmer – og deres svar er éntydigt: Vi er gået glip af ret meget!!!

Regeringen derimod betragter problematikken som ”tilstrækkeligt belyst”….

Det, jeg i dag taler om, er den del af kommissionens arbejde, der drejede sig om beslutningsprocessen op til Irakkrigen. Andre talere må tage sig af, hvad vi ellers er gået glip af.

Den 21. marts 2003 besluttede folketinget at gå i krig. Det blev vedtaget – og hør nu godt efter – med et tordnende flertal på 61 ud af folketingets 179 medlemmer. Det er ikke noget særligt stort flertal – der mangler sådan set 29…. 50 stemte imod – og 68 medlemmer var fraværende. Den dag, hvor folketinget for første gang i halvandet hundrede år besluttede at lade vort land være part i en angrebskrig – en helt ufattelig tung beslutning – var 68 medlemmer fraværende. Det, der hedder “clearet”. Hvorfor var de fraværende? Tja, nogen havde måske sygt barn, vigtigere møder eller sku’ til tandlægen.

Jamen hov! Så var der jo IKKE flertal for at gå ind i Irak – der var flertal for at ha’ sygt barn, gå til tandlægen eller til vigtigere møder.
Dét var, hvad vore folkevalgte prioriterede dén dag. En af de alvorligste beslutninger i dansk udenrigspolitiks historie blev af folketingets medlemmer behandlet som ”endnu en dag på kontoret”

Begrundelsen for krigen var, at Saddam Hussein ikke ville rette sig efter FN…..
Sådan kom der til at stå i papirerne – men hele argumentationen op til beslutningen kørte på eksistensen af masseødelæggelsesvåben.

”Næ, næ!” sagde vor daværende statsminister. ”Vi går i krig, fordi Saddam Hussein ikke vil rette sig efter FN!” – FN’s generalsekretær var ikke enig – så han stemplede krigen som ulovlig. Vi nægtede imidlertid at rette os efter FN og gik så i krig mod Saddam, fordi han ikke ville rette sig efter FN.

Det ville Danmark jo ganske vist heller ikke – men man kan jo ikke gå i krig mod sig selv.
Intelligensen stråler ud over hele beslutningsprocessen! Og det bli’r den ved med!
For var der så de masseødelæggelsesvåben – eller var de der ikke?

FN’s våbeninspektører mente nej – der var ikke nogen – men de var jo også bare fagfolk, og den ene var oven i købet svensker. Så næ …..
Vor daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, havde argumentationen klar. Og den skal vi glææææde os til lige at høre på.

Inden vi hører den, vil jeg erindre om Ludvig Holberg, der lader Erasmus Montanus bevise, at hans mor er en sten – med ordene: ”En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve – altså er Morlille en sten!”

Den form for logik genoplives på strålende vis i udenrigsminister Per Stig Møllers bevisførelse for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Citatet er direkte – og præcist – det lyder sådan her:
”De må jo være der – når han ikke kan påvise, at de ikke er der.” – Den fortjener at blive gentaget:
Var der masseødelæggelsesvåben? ”De må jo være der – når han ikke kan påvise, at de ikke er der.”
Festlig argumentation!

Men det kunne jo sådan set ha’ været ligegyldigt, om de var der. For dengang havde vi den mest katastrofale statsminister, Danmark nogensinde har haft – og han fastholdt, at beslutningsgrundlaget var Saddams manglende samarbejdsvilje.
Det var der nu sjovt nok ikke enighed om blandt alle de 68 af hans folketingskolleger, der stemte for.

Hele Dansk Folkepartis gruppe stemte for på grund af masseødelæggelsesvåbnene – det har Søren Espersen gjort helt klart.
Det samme har Venstres egen daværende politiske ordfører, Jens Rohde.
Og så sent som i forgårs erklærede landets nuværende forsvarsminister, venstremanden Carl Holst, at begrundelsen var masseødelæggelsesvåben.
Dem vi gik i krig sammen med – England og USA – gik også i krig på grund af faren for masseødelæggelsesvåben.

Men i Danmark sad Anders Fogh Rasmussen og på baggrund af et prokuratorkneb kastede han med stor beslutsomhed ubåden Sælen ind i ørkenkrigen!

Senere kom mere til – vi sendte for eksempel et stort transportfly fyldt med krigsmateriel. Der var tale om snerydningsudstyr, læhegn, sandsække, sneskovle – den slags.
Det er rigtigt. Senere kom der mere til – det blev alvorligere – meget alvorligere! – og liv gik tabt.

Derfor bør dette her ikke fejes ind under gulvtæppet – og det må og skal fastslås, om det virkelig kan være rigtigt, at Danmark blev kastet ind i en krig på baggrund af, at vor egen regering løj for Folketinget og befolkningen. Misinformerede – om noget SÅ alvorligt …
Jamen, gjorde den da det?

Det ser ud til det. Det materiale, jeg nu om lidt citerer stammer fra offentliggjorte kilder og baseres i høj grad på journalisterne Bo Elkjær – Ekstrabladet – samt Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen – begge fra Information – på deres researchmateriale. Det er ALDRIG blevet anfægtet – og alle tre journalister fik oven i købet Cavlingprisen for det. Prisen blev overrakt af Anders Fogh Rasmussen.
Der ikke var i særligt godt humør den dag.

Hør nu godt efter følgende, der indtil nogen gør indsigelse må betragtes som …. facts:
7. november 2002, meddelte FN’s våbeninspektører Scott Ritter og Rolf Ekeus den danske regering følgende: ”Der er enighed om, at Irak ikke besidder masseødelæggelsesvåben.” Klar tale.
En uge efter – 14. november 2002 – videregav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen denne viden til folketinget med følgende ordlyd:
”Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og
missiler.”

7. marts 2003 gentog våbeninspektørerne lidt mere nuanceret:
“Iraks kemiske og biologiske våben må i dag betragtes som harmløse – henfaldne og værdiløse.”

Ikke så dumt, hva’? Så var der jo ikke noget at være bange for. Men det var altså kun regeringen, der havde fået rapporten. Så 12 dage senere gik udenrigsministeren på talerstolen og sagde:
“Situationen er blevet værre på grund af Iraks lagre af miltbrand, botulinum og aflatoksin. – Desuden er der fundet store mængder af masseødelæggelsesvåben siden 1995.”
Den sidste er ekstra skæg, fordi det ikke var mere end to måneder siden, at våbeninspektørerne havde meddelt, at der ikke havde kunnet konstateres masseødelæggelsesvåben efter 1995. Men det var selvfølgelig i en rapport, der også kun var sendt til regeringen….

I februar 2003 konkluderede Forsvarets Efterretningstjeneste – igen til regeringen: ”Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben.” Klar tale.
Igen syntes statsministeren, at dette skulle videregives loyalt til folketinget. Det blev
det med følgende ord: ”Det er således Forsvarets Efterretningstjenestes
vurdering, at Irak sandsynligvis råder over biologiske og kemiske våben.”
SÅ gik vi i krig!

Desværre må jeg sige, at der er flere konstateringer af, at statsministeren i adskillige tilfælde den ene uge har fået en forklaring fra efterretningstjenesten for så ugen efter at gå på folketingets talerstol og sige det stik modsatte – og med efterretningstjenesten nævnt som kilde.

Det siger jeg – og det siger mine uimodsagte journalistiske, Cavling-pris-belønnede kilder. Det skriger på en kompetent, juridisk vurdering – og der er ingen undskyldning for at kvæle den mulighed. Ingen!
Den netop indførte såkaldte aktivistiske udenrigspolitik synes at indebære en dansk tradition for, at vi går i krig uden at vide hvorfor.
Krigen var ulovlig.

Hvis ikke FN’s generalsekretær kan betragtes som tilstrækkelig kompetent til at afgøre den slags, så er vi for alvor på gyngende grund.
De politiske hensyn vejede tungere end folkeretten.
De har undersøgt det i USA, i Holland – de er i fuld gang i England – de er ved at være færdige.
Herhjemme er det hele ”tilstrækkeligt belyst”. Vi vil ikke vide mere.

Jamen, vi ved faktisk også rigeligt! Nok til at vide, at der ER noget at komme efter.
Den tidligere efterretningsmand, Frank Grevil, blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel og smadret sit liv. Ikke for at ha’ løjet om noget – men for at ha’ sagt sandheden.
Den mand, der har løjet – ham, der var ansvarlig for regeringens grundlovsbrud, som sendte vort land ind i en ulovlig krig og undergravede FN’s autoritet, er af dronningen blevet slået til storkorsridder af Dannebrog og har fået en international toppost i NATO. Senere er han avanceret yderligere og er nu rådgiver for Goldman Sachs.
Er Fogh Rasmussen da hovedskurken? Nej! For efter miseren blev han genvalgt TO GANGE af en apatisk og uvidende vælgerbefolkning – der lod det ske. Og applauderede! Når der er én finger, der peger på den tidligere statsminister, er der fire fingre, der peger tilbage mod os selv. Mod det Danmark, vi – også – kender.

Jamen, hvad er det da I vil? spørger man måske os her på pladsen. Vil i ha’ Saddam Hussein tilbage?

Nej. – Men i Irak er der flere hundrede tusind mennesker, der gerne vil ha’ deres mand, deres kone eller deres barn tilbage.
I USA sidder der i hvert fald 4000 børn, der gerne vil ha’ deres far eller mor tilbage.
Og i Danmark er der i familierne sår, der stadig ikke er lægt.
Det var i denne krig, at polariseringen, der i dag truer med en verdensomfattende religionskrig for alvor tog fart, der blev pustet til et allerede eksisterende had, og Saddams officerer blev frisat, så de i dag kan udgøre kernen i islamisk stat

Vi, der står her på pladsen, er IKKE en flok usoignerede flippere i sundhedssandaler og islandske sweatere fra -68. Vi er ganske almindelige, fredsommelige mennesker – familiefædre, -mødre, onkler, tanter – ja, selv en farfar eller to er der blevet plads til. Vi kaster ikke med molotov-cocktails, smadrer butiksruder eller lænker os til gelænderet på trappen op til Christiansborg.
Men vi føler, at der i en aldeles afgørende situation på vore vegne og i vort navn er handlet forkert.

Brugstyveri, trafikforseelser og værtshusklammeri bli’r undersøgt og kommer for retten.
En ulovlig krig med hundredetusindvis af døde, gør ikke.
Det vil vi gerne ha’ lavet om på.
——-
Var det ikke det, jeg sagde? Den VAR lang!

Se mere på facebook

Officiel demonstration mod lukningen af Irak Kommissionen

TID TIL FRED – aktiv mod krig

Læs eller genlæs Thomas Koppels 20 spørgsmål til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på tærsklen til Irak-krigen
AT LEVE SOM BRØDRE ELLER DØ SOM IDIOTER:
20 SPØRGSMÅL TIL STATSMINISTEREN


Af Thomas Koppel, komponist, Stop Terrorkrigen 20. februar 2003 

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s